Generalforsamling 2025

Seest-spejdernes generalforsamling 2025
Referat
Generalforsamlingen blev gennemført den 24. februar 2024 kl. 17.30.
1. Valg af dirigent
Jonathan Thormann blev foreslået. Ingen andre foreslået. Jonathan Thormann valgt.
2. Valg af referent
Karen Storgaard Larsen blev foreslået. Ingen andre foreslået. Karen Storgaard Larsen valgt.
3. Aflæggelse af beretning v. formanden
Karen Storgaard Larsen aflagde følgende beretning, som efterfølgende blev godkendt af
generalforsamlingen.
Beretning – generalforsamling 2025
Dette er min sjette beretning, som formand for Seest-spejdernes bestyrelse. Jeg har haft fornøjelsen af at være med i bestyrelsen i 8-9 år. Når jeg kigger tilbage på det sidste år hos os i Seest-spejderne, så tror jeg, at det har været det sværest, men på mange måder også det bedste år i den tid, hvor jeg har siddet med i bestyrelsen.
I løbet af foråret sidste år stod det klart for os i bestyrelsen, at vi stod overfor en større udskiftning i lederflokken. En række af vores gode, trofaste og mangeårige ledere annoncerede, at de ville stoppe som ledere med udgangen af forårssæsonen.
Alle havde de gode og forståelige begrundelser for deres valg, som for ingen af dem’s vedkommende var begrundet i gruppen her.
Det kræver en vis lederstab at have en spejderforening som denne i Seest, og derfor var vi også i forårets sidste år i bestyrelsen noget bekymret for, om Seest-spejderne kunne overleve en så stor udskiftning blandt vores ledere.
På en række bestyrelsesmøder i foråret blev vi dog enige om, at det kunne – og ville – vi, så vidt det stod i vores magt. Og en kommunikationsindsats for at skaffe nye ledere blev sat i værk med både en rigtig fin film, forældrebreve og håndholdte forespørgsler mange steder.
Resultatet var i første omgang, at Søren, Birgitte og Brian blev en del af lederstaben. Tusind tak for jeres beslutning om at springe til. Det var – og er – fantastisk. Men resultatet på den større bane var også, den revitalisering af Seest-spejderne, som nyt blod i lederstaben

selvfølgelig også giver. Efteråret har – som jeg har oplevet det – været fyldt med gejst, energi, og nye skikke og traditioner. I bund og grund en fornemmelse af, at Seest-spejderne er en robust og langtidsholdbar forening – også selv om den rystes lidt.
Jeg læste lederen i Jyllandsposten i går, hvor lederskribenten udtrykker taknemlighed over, at efterskolerne har overlevet den uddannelsesreform, som netop er vedtaget. Han kalder efterskolerne dette samfunds skarpeste træk imod selvoptagethed. Lederskribenten kalder os danskere et samfund af selviscenesættende individer, som er blevet meget optaget af at dele fnulleret fra vores overdrevne navlepilleri med alverden. Det skal dannelsen til fællesskab på efterskoler modvirke. Det er jeg enig i. Men efter min mening kunne den samme leder være skrevet om spejderforeninger. For her lærer vi vores børn og unge at tage ansvar for fællesskabet og hinanden. Her lærer vi vores børn og unge, at de gode svar meget sjældent findes i deres egen navle.
Derfor er det en stor fornøjelse, at Seest-spejderne forsat er et godt og relevant spejdertilbud til børn og unge i vores nærområde Vi har dygtige og engagerede ledere, som alle er optaget af at videregive gode spejderfærdigheder, lære børnene gode samarbejdsevner og inspirere til godt kammeratskab. Stor, stor tak til alle ledere for jeres store frivillige indsats. Jeg er meget imponeret over jeres vijle og evne til at prioritere vores børn og unge hos Seest-spejderne også i jeres travle hverdag. Det er vi alle meget taknemlige for.
Vores spejderforening er også dybt afhængig af god gruppeledelse. Og i vores tilfælde er vi så heldige, at vi får eminent god gruppeledelse af Thomas og Eva i fællesskab. Den ledelse, som I påtager jer, er af afgørende betydning for den ledertrivsel, som vi ser – og dermed til syvende og sidst for, at vi har en velfungerende gruppe. Tusind tak for jeres indsats.
Status på spejderarbejdet i Seest er, at vi 4 familiespejdere, 12 ulve, 11 juniorer, 7 trop-spejdere og 4 seniorspejdere. Dertil har vi 8 ledere. Vores fælles spejdermæssige højdepunkt i efteråret var vores fælles familielejr på Houens Odde, hvor rigtig mange deltog. Tak for den opbakning.
I det hele taget vil jeg gerne takke alle forældre for den opbakning, som I giver til gruppen. Den er helt nødvendig for arbejdet og for motivationen blandt vores ledere.
Vi kommer på denne generalforsamling til at se et økonomiresultat for 2024, som ikke er prangende. Det vil Margit gennemgå senere. Det er der flere gode forklaringer på, men hovedforklaringen er, at vi er tilbageholdende med at tage høje priser for lejrdeltagelse, og derfor giver alle lejre og ture økonomisk underskud for gruppen. Det bliver ikke ved med at gå – og derfor vil vi fra bestyrelsens side også gerne drøfte prisniveauet ved ture og lejre med jer. Den drøftelse tager vi efter økonomipunktet.
I oktober var bestyrelsen og lederflokken samlet til en visionsaften for gruppen. Jeg vil gerne dele resultatet af den vision, som vi har lagt os fast på med jer:
Seest-spejdernes overordnede vision for spejderarbejdet:
1.
Der er mellem ledere, gruppeledere og gruppebestyrelsesmedlemmer enighed om, at følgende værdier og kendetegn for spejderarbejdet i Seest er vigtige for os: Vi lærer børn og unge at tage ansvar, at lykkes i fællesskab, at vi alle er gode til noget, at vi hjælper hinanden, og at der er plads til dig. Det gør vi, fordi vi mener, at hver enkel er værdifuld uanset køn, race, tro, seksuel orientering mv.

2.
Vi vil give børn og unge gode spejder-færdigheder, men også spejdermæssige højdepunkter. Derfor arbejder ledergruppen efter en ”års-plan” for større lejre og ture, som har et 4-5 årsrul omkring SL-lejrene. I årsplanen indgår SL, centerlejr, egen gruppetur og en potentielstørre udenlandstur.
3.
Gennem det ugentlige spejderarbejde er det vores hensigt at udfordre og støtte børn og unge til at tage ansvar og påtage sig ledelse af opgaver. Vi prioriterer derfor også, at spejderne får tilbudt alle de uddannelsesmuligheder, som eksisterer – PLPA, Roland, Ulk, mv.
4.
Ledernes trivsel og engagement er vigtig. Nogle ledere motiveres af de resultater, som de skaber med spejderne, andre ledere motiveres også af egne udviklingsmuligheder og spejderoplevelser. Vi vil give plads til det hele og løbende sikre kompetenceudvikling også til vores spejderledere.
5.
Vi vil gerne have flere spejdere, men vi har løbende fokus på, at vi har tilstrækkeligt med leder-ressourcer. Der er fortsat vigtig for os, at der er tid og plads til relationen med det enkelte barn. Derfor kan vi nogle gange have enheder, som er lukkede for tilgang, når vi vurderer, at der er nødvendigt for enhedens trivsel.
Og med dette afslutter jeg min beretning for det seneste år hos Seest-spejderne. Det bliver også min sidste, da jeg stopper i bestyrelsen med denne generalforsamling. Det har været en kæmpe fornøjelse for mig at være med – først og fremmest fordi jeg har fået lov til at arbejde sammen med så kompetente og engagerede mennesker, som brænder for spejder-arbejdet. Tak for det.

4. Godkendelse af regnskab v. kassereren
Regnskabet blev omdelt og gennemgået. Årets resultat er et underskud på 49.964,46 kr.
Regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen.

5. Forhandling om gruppens arbejde fremover herunder indkomne forslag, og planer for udvikling og vækst.
Drøftelse af prisniveau for egenbetaling ved gruppens ture og lejre
Generalforsamlingen tilslutter sig, at der er plads til at sætte priserne op for lejre og ture. Kompetencen til at fastsætte de enkelte lejres og tures deltagergebyrer er ved gruppebestyrelsen.

6. Valg af gruppeleder og gruppeassistent (lederne er stemmeberettiget)
Gruppeleder: Thomas Warming blev foreslået og valgt (som stemmeberettiget gruppeleder).
Gruppeassistent: Eva Thormann blev foreslået og valgt
Den samlede gruppeledelse er delt mellem gruppelederen og gruppeassistenten.
Lederrepræsentant i gruppebestyrelsen: Brian Simmelsgaard foreslået og valgt

7.
Valg af medlemmer til gruppebestyrelsen
Karen Storgaard Larsen, Sanne Christesen og Margit Laursen er på valg.
Der kan vælges op til 4 repræsentanter.
Følgende blev foreslået: Sanne Christesen og Margit Laursen, som begge blev valgt.
8. Valg af revisorer
Revisor: Laila Damm foreslået og valgt
Revisor-suppleant: Bent Bach Nielsen foreslået og valgt.
9. Eventuelt
Mail-bekræftelser ved lejrtilmelding blev drøftet.
Ref. Karen Storgaard Larsen

De grønne spejdere i Kolding SV