Hej
Så er lejren vel overstået og en masse spejdere er mættet med oplevelser!
Det kan anbefales at gå ind på vores Facebook side der er masser af billeder 🙂
Spejdernes Lejr kort fortalt
Spejdernes Lejr 2017 er Danmarks største spejderlejr. Lejren er arrangeret af de fem spejderkorps: KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Det Danske Spejderkorps, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvigs og bliver afholdt den 22. juli til den 30. juli 2017 ved Sønderborg på Kær Vestermark.
Lejrens fem underlejre er opkaldt efter steder, der er vigtige for Sønderborg. Det er for eksempel underlejrene Slottet og Broen, der er opkaldt efter Sønderborg Slot og Kong Christian den X’s bro.
Visionen for Spejdernes Lejr 2017 er “Vi sætter spor”. Igennem hele planlægningen af lejren har vi fokus på at udvikle en lejr, hvor deltagerne sætter spor i sig selv, hinanden og omverdenen. Under hele lejren bliver der tilbudt aktiviteter for deltagere i alle aldre og hovedmålgruppen for Spejdernes lejr er 10 til 17-årige.
Spejdernes Lejr er en fælles spejderlejr for de fem spejderkorps i Danmark. Til sammen bliver vi tusindvis spejdere, når vi mødes i Sønderborg i 2017. Det bliver med andre ord Danmarks største spejderlejr. En lejr, som dit barn ikke må gå glip af.
På Spejdernes Lejr bor spejderne i telt, sover i sovepose og laver mad over bål. Alt sammen med hjælp fra din spejders spejderleder. I løbet af ugen er spejderne på aktivitet rundt på den store lejr sammen med deres spejderkammerater hjemme fra gruppen, andre spejdere fra hele Danmark – og endda spejdere fra andre lande. I alt byder lejren på cirka 200 forskellige aktiviteter.
På Spejdernes Lejr kommer dit barn til at opleve spejderlivet, når det er allerbedst. Det er nemlig noget helt specielt, når så mange spejdere er samlet på lejr. Lejrområdet er lidt større, end man er vant til hjemmefra, lejrbålene foregår på en kæmpe scene og aktiviteterne er lige det sjovere og noget lidt andet, end man plejer at opleve på spejderlejr.
Det er en oplevelse for livet. En oplevelse, som vil sidde i kroppen i mange år bagefter. Her oplever dit barn et meningsfuldt fællesskab og ser resultatet af mange spejdere, som arbejder for en sjov lejr.
Kontantløs lejr – med Spar Nord som sponsor
Klingende mønter i spejdernes bukselommer bliver der ikke meget af på Spejdernes Lejr. Lejren bliver nemlig uden kontanter. I stedet får alle deltagere udleveret et lejrarmbånd med en lille chip i. Lige nu er breve på vej til alle danske grupper med armbånd og lejrmærker til de tilmeldte spejdere. Jobbere og udenlandske spejdere vil få udleveret armbåndet når de tjekkes ind på lejren.
Systemet kaldes ”Skejser” og er blevet til med støtte fra Spar Nord, der har sponseret 500.000 kroner til systemet. Ud over selve sponsoratet, vil Spar Nord holde workshops, hvor spejderne kan give banken ideer til nye digitale løsninger.
Med Skejser slipper ledere for at administrere lommepenge for spejderne, og lejren undgår en dyr håndtering af de mange kontanter, der ellers ville komme ind i butikker og cafeer. Det er Kolding-firmaet Pay4it, der også står bag lignende systemer, der står for det praktiske i Skejser.
Sådan virker det
Man kan let ”sætte penge ind på armbåndet” og tanke op, hvis man løber tør. Det foregår enten på nettet eller i info-boden på Knudepladsen.
Det vil være begrænset, hvor du kan bruge andre betalingsmidler. Alle handelssteder på Spejdernes Lejr vil benytte Skejser. Der vil være nogle enkelte steder, hvor vi accepterer kreditkort og kontakter, men det er primært for, at du kan få tanket dit armbånd eller gæstekort op.
Der er tale om en smart og sikker løsning, hvor der sættes et dagsmaksimum på alle armbånd. Du kan selvfølgelig selv vælge dit eget dagsmaksimum, og der vil også være mulighed for at “spare op”, hvis du ikke fik brugt dit dagsmaksimum dagen inden. Alle armbånd har fra start et dagsmaksimum på 50 kroner. På den måde slipper ledere også for at skulle administrere lommepenge for en stor gruppe spejdere.
Forældre kan fylde penge på hjemmefra og under lejren via skejser.dk.
Tilbagebetaling efter lejren
Hvis det indbetalte beløb på armbåndet ikke bruges op, vil det være muligt på skejser.dk at få det overskydende beløb tilbagebetalt. Man anmoder om tilbagebetaling efter lejren, og beløbet vil så blive overført til ens bankkonto. Dette skal gøres inden 31. januar 2018.
Armbånd til gruppen
Udover de personlige armbånd får hver gruppe et Skejserkort, som kan anvendes til at betale på gruppens vegne.
Gæster
Alle gæster kan købe et Skejserkort, når du ankommer til lejren.
Både armbånd og Skejserkort kan anvendes hos de af byens handlende, som skilter med det.